Musiktidsskriftet Geiger anmelder Route of the Belated med en detaljeret og velskrevet, smuk anmeldelse! Der konkluderes bl.a. " (…) og når alt andet er tænkt, sagt og gjort, så lyder Route to the Belated stadig som en drøm af et album; en af den slags, man ikke slipper lige med det samme, men tager med sig ud i hverdagen og virkeligheden. Smukt, simpelthen."
Route to the Belated’s selvbetitlede debut lyder, Loke tage mig, som en drøm, eller måske snarere som en serie af ti på hinanden følgende drømmeagtige tilstande, sammenflettet af en intim, næridentisk grundtone, der gennemstrømmer hele albummet; og selvom nogle af drømmene højst bliver konturagtige og vage i ens egne, vågne bevidsthed, så står størsteparten tilbage som den slags, man gerne bliver i, også når man er vågnet, ja, måske endda tager med ud i hverdagen. Du ved, den type drømme, som sagtens forvandles til en art dagdrømme, som kan få én igennem en dum dag … og her inklusive et slående poetisk lydspor.
Det bemærker man straks. De første tre skæringer udsender et underligt diffust skær, og bliver aldrig andet end anonyme for mig, men tendensen er i det mindste klar: Minimalistiske tekster, billeder fra byen, om livet i byen, med en svag hældning imod det surrealistiske, frembragt af en distanceret, til tider åndeløs og tilbageholdt vokal, som svæver på et broget tæppe af instrumenter med smukke og uventede detaljer at fordybe sig i … som det pludselige strygerarrangement på ”Tomorrow’s Just the Same”; aldeles blændende og forførende. For mig at se, så roterer hele albummet om denne exceptionelt kælne, smukke melodi tilsat et lyrisk billede på de dage, hvor alt bare er sort og hvidt, dage, man er blå, men ikke ser farverne:
”Fainted thoughts in black and white,
like old silent films,
playing over and over again,
can’t get rid of them,
time will tell me what I already know,
and I know tomorrow’s just the same,
funny I don’t see you in colors,
guess we lost them too,
like my old painting book,
all black, white and blue,
too good to keep,
too worn to get rid of,
too fine to match,
too broken to last,
reruns keep on running,
on no one’s request?
like watching moments of time,
leaving out the best”
Den atmosfære, sangen opbygger, giver Route to the Belated heldigvis aldrig slip på igen … billede på billede, drøm på drøm, fastholdes og forfines stemningen i stedet albummet ud. Tag den næsten regulære popsang ”Ferris Wheel” krydret med lydene fra et løbsk klaver eller den lettere kaotiske ”This Letter” med sine hypnotiske guitarforløb eller den veloplagte ”Dog at Your Feet” tilsat både blæsere og tværfløjte eller … sangene fortæller tålmodigt hver deres lille historie fra byen, men viser samtidig, hvor varieret en affære det er muligt at skabe, uden at give køb på den grundtone, som støber albummet; et album lytteren risikerer at blive ét med.
Det er nu også en velbevandret herre, som gemmer sig bag alter egoet Route to the Belated, bedst oversat i pressematerialet som ”den, der er blevet draget af nattens vej”; præcis det, er den ålborgensiske sangskriver Lasse Vestergaard (bag pladerne Tracks (2004) og VIVA! … and then Some (2005)), og sammen med produceren Gæst Vincent og en håndfuld musikere, har han kreeret et særligt værk.
Bymennesket, københavneren, i mig kunne godt tænke sig lidt mere rock, lidt mere tråd og sandelig også volumen, for sådan er byen og livet jo også nogle gange; ind imellem antager livet da en mere mareridtsagtig karakter, ikke? Men det har tydeligvis aldrig været Vestergaards mission endsige vision med projektet. Det er der på sin vis også nok, der gør, og på sin egen måde er det ganske modigt i stedet at fokusere kærligt og poetisk på byerne … og når alt andet er tænkt, sagt og gjort, så lyder Route to the Belated stadig som en drøm af et album; en af den slags, man ikke slipper lige med det samme, men tager med sig ud i hverdagen og virkeligheden. Smukt, simpelthen.
0 kommentarer:
Send en kommentar