Det danske webmagasin diskant.dk har anmeldt Route of the Belated med karakteren 7 ud af 10 og skriver bl.a.
Lasse Vestergaard viser sig som en mester i at skabe flotte stemninger og simple melodier, som han formår at forene til en sammenhæng...
Intimitet og dragende følsomhed
Intimiteten er det mest slående og dragende, når man sætter sig i selskab med nordjyske Lasse Vestergaard. Den sparsomt instrumenterede debut under navnet Route of the Belated har ikke megen direkte energi. Til gengæld er der så mange følelser og varme stemninger, at det er den underliggende energi, der driver den 29-årige sanger og guitarist frem til et ganske tiltalende resultat.
Man er tilbøjelig til at lade sig flyde med af Vestergaards behagelige vokal og akustiske guitarspil, og for at man ikke bare flyder med strømmen, men også bliver løftet fra de velkendte musikalske jordmarker, så bidrager de højtsvævende elektriske guitarfigurer til at tilføje en ekstra dimension i musikken.
Det er godt gennemtænkt, og Lasse Vestergaard formår dygtigt at undgå den typiske faldgrube i denne retning af musikkens forunderlige verden. Trods den ganske tænkte sammenhæng, formår han nemlig at bygge sangene og stemningerne op om stærke melodier, der får helheden til at forenes i en skøn enhed.
Der findes numre, jeg godt kunne undvære (f.eks. ”The Letter”), men der er til gengæld så meget substans i de fornemme ”Below 5 Degrees” og ”Dog at your Feet” samt så meget skønhed, lethed og medrivende melodi i ”Ferris Wheel”, at der også bliver plads til de mere vidtfavnende eksperimenter, hvor det måske er vanskeligere for Vestergaard at holde styr på trådene.
Lasse Vestergaard viser sig som en mester i at skabe flotte stemninger og simple melodier, som han formår at forene til en sammenhæng, der nok har en smal målgruppe, men som vil tiltale dem, der lader sig indfange, i en sjældent høj grad.
tirsdag den 20. januar 2009
fredag den 5. december 2008
ROUTE OF THE BELATED // RELEASE 10_10_08
Musiktidsskriftet Geiger anmelder Route of the Belated med en detaljeret og velskrevet, smuk anmeldelse! Der konkluderes bl.a. " (…) og når alt andet er tænkt, sagt og gjort, så lyder Route to the Belated stadig som en drøm af et album; en af den slags, man ikke slipper lige med det samme, men tager med sig ud i hverdagen og virkeligheden. Smukt, simpelthen."
Route to the Belated’s selvbetitlede debut lyder, Loke tage mig, som en drøm, eller måske snarere som en serie af ti på hinanden følgende drømmeagtige tilstande, sammenflettet af en intim, næridentisk grundtone, der gennemstrømmer hele albummet; og selvom nogle af drømmene højst bliver konturagtige og vage i ens egne, vågne bevidsthed, så står størsteparten tilbage som den slags, man gerne bliver i, også når man er vågnet, ja, måske endda tager med ud i hverdagen. Du ved, den type drømme, som sagtens forvandles til en art dagdrømme, som kan få én igennem en dum dag … og her inklusive et slående poetisk lydspor.
Det bemærker man straks. De første tre skæringer udsender et underligt diffust skær, og bliver aldrig andet end anonyme for mig, men tendensen er i det mindste klar: Minimalistiske tekster, billeder fra byen, om livet i byen, med en svag hældning imod det surrealistiske, frembragt af en distanceret, til tider åndeløs og tilbageholdt vokal, som svæver på et broget tæppe af instrumenter med smukke og uventede detaljer at fordybe sig i … som det pludselige strygerarrangement på ”Tomorrow’s Just the Same”; aldeles blændende og forførende. For mig at se, så roterer hele albummet om denne exceptionelt kælne, smukke melodi tilsat et lyrisk billede på de dage, hvor alt bare er sort og hvidt, dage, man er blå, men ikke ser farverne:
”Fainted thoughts in black and white,
like old silent films,
playing over and over again,
can’t get rid of them,
time will tell me what I already know,
and I know tomorrow’s just the same,
funny I don’t see you in colors,
guess we lost them too,
like my old painting book,
all black, white and blue,
too good to keep,
too worn to get rid of,
too fine to match,
too broken to last,
reruns keep on running,
on no one’s request?
like watching moments of time,
leaving out the best”
Den atmosfære, sangen opbygger, giver Route to the Belated heldigvis aldrig slip på igen … billede på billede, drøm på drøm, fastholdes og forfines stemningen i stedet albummet ud. Tag den næsten regulære popsang ”Ferris Wheel” krydret med lydene fra et løbsk klaver eller den lettere kaotiske ”This Letter” med sine hypnotiske guitarforløb eller den veloplagte ”Dog at Your Feet” tilsat både blæsere og tværfløjte eller … sangene fortæller tålmodigt hver deres lille historie fra byen, men viser samtidig, hvor varieret en affære det er muligt at skabe, uden at give køb på den grundtone, som støber albummet; et album lytteren risikerer at blive ét med.
Det er nu også en velbevandret herre, som gemmer sig bag alter egoet Route to the Belated, bedst oversat i pressematerialet som ”den, der er blevet draget af nattens vej”; præcis det, er den ålborgensiske sangskriver Lasse Vestergaard (bag pladerne Tracks (2004) og VIVA! … and then Some (2005)), og sammen med produceren Gæst Vincent og en håndfuld musikere, har han kreeret et særligt værk.
Bymennesket, københavneren, i mig kunne godt tænke sig lidt mere rock, lidt mere tråd og sandelig også volumen, for sådan er byen og livet jo også nogle gange; ind imellem antager livet da en mere mareridtsagtig karakter, ikke? Men det har tydeligvis aldrig været Vestergaards mission endsige vision med projektet. Det er der på sin vis også nok, der gør, og på sin egen måde er det ganske modigt i stedet at fokusere kærligt og poetisk på byerne … og når alt andet er tænkt, sagt og gjort, så lyder Route to the Belated stadig som en drøm af et album; en af den slags, man ikke slipper lige med det samme, men tager med sig ud i hverdagen og virkeligheden. Smukt, simpelthen.
lørdag den 22. november 2008
ROUTE OF THE BELATED // RELEASE 10_10_08
ITSATRAP.COM 8/10 _ NORDJYSKE STIFTSTIDENDE 5/6
Nordjyske giver 5 ud af 6 stjerner og skriver bl.a. "....gennemført smuk og yderst velafbalanceret pop/rock-plade, proppet med flotte, stemningsfulde melodier og tekster om at prøve at gøre sig gældende i storbyen og samtidig længes hjem mod lillebyen."
Fra Aalborg kommer sangeren, sangskriveren, guitaristen og først og sidst stemningsmageren Lasse Vestergaard med ti nye sange fra "den forsinkedes vej" - "Route of the Belated", som åbenbart også kan betyde "Den, der er blevet draget af nattens vej".
Nattedrager eller ej, Vestergaard har under alle omstændigheder skabt en nærmest gennemført smuk og yderst velafbalanceret pop/rock-plade, proppet med flotte, stemningsfulde melodier og tekster om at prøve at gøre sig gældende i storbyen og samtidig længes hjem mod lillebyen.
Musikalsk er Lasse Vestergaard helt på egen hånd. Ligesom sidst "VIVA!... and then some" fra 2005) er der visse, ganske svage mindelser om den skotske sanger og sangskriver Al Stewart (ham med verdenshittet "Year of the Cat"), og en sang som "Dog At Your Feet" kan ikke skjule et vist slægtskab med The Beatles, om ikke andet så i måden at lægge bevidst lidt kluntede trommer på.
Noget enkelthit trænger sig ikke umiddelbart på hos "Route of the Belated", der snarere skal inhaleres som ét langt, formfuldendt lydtrip, fyldt med mange gode detaljer, diskrete strygere hér, en ferm guitar dér og midt i det hele Vestergaards lyse, allestedsnærværende stemme.
At "sælge" cd'en på en bestemt stilart lader sig nok ikke gøre; udgangspunktet er bundsolid singer/songwriter-pop/rock, men med i hvert fald en enkelt diskret afstikker til noget lidt jazzagtigt.
I første hug kan "Route of the Belated" godt virke en anelse ens fra start til slut, som om der bliver øset fra samme kar hele tiden, men efterhånden som man bliver mere fortrolig med sangene, begynder de at stikke ud én for én. Og før man får set (eller hørt) sig om, nærmer sangene sig det stærkt vanedannende. Godt gået!
(Kun en enkelt anke: Et par spredte linjer fra hver enkelt sang i coveret er altså ikke nok - vi kræver trykte tekster i fuld længde!).
Amerikanske It'satrap.com har anmeldt Route of the Belated. Der gives 8 ud af 10 og sangen "Dog at your feet" ligger på deres mp3 playliste.....
Route of the Belated is the name of the new project from Danish artist Lasse Vestergaard, someone we've touched on before, albeit very briefly. This new project does well to defy expectations though - he's still got a strong rootsy vibe in his songwriting, but the music is much more atmospheric. Think Daniel Lanois, heck even Talk Talk comes to mind. Or for a more contemporary comparison, think The Grand Opening. The sounds are soaked in reverb, the bass is deep and booming and the recording is layered with all sorts of goodies, from subtle percussion on down to clever manipulations of background noise. "Dog at your feet" is the best example of playing up the Talk Talk/Mark Hollis vibes -- the track is based on a bluesy acoustic guitar riff, but the full spectrum of sound is other-worldly. Just listen to the separation in those drums. And the horns that sound like they're in a different dimension. Oh, and I also happen to really like songs that use dog metaphors. No surprise there.
fredag den 17. oktober 2008
Route of the Belated deler vandene!
Gaffa og Soundvenue er ikke videre begejstret over Route of the Belated. Mens the Underdog, Skopet / martin Loft, kalder det en vidunderlig rejse. Der mangler stadig en del indtryk fra pressen som, vi selvfølgelig håber, kommer i nærmeste fremtid.
Anmeldelser og anmeldere kan være en sjov ting. Min egen frygt gik på at pladens sange måske kommer for vidt omkring, men det er altså produktionen, der får de største hug.
Soundvenue klantrer albummet for at være for overproduceret!
Dansk singer/songwriter leverer udmærkede numre, som dog langt hen af vejen overskygges af kraftig tendens til overproduktion. Og der fortsættes: Der er ingen tvivl om, at Lasse Vestergaard både kan skrive og fremføre fine melankolske numre, men der slås hurtigt skår i glæden, når der gang på gang vælges at lade numrene indhylle i unødvendige effekter på både vokal og instrumentering..(...) Overordnet set bliver det således denne tendens til overproduktion, som ender med at definere den samlede oplevelse.
Gaffas Jan Opstrup Poulsen er knap så forstående: Route Of The Belated er vel nærmest en ambient folk-udgivelse, hvor den nordjyske sanger og sangskriver forsøger at give sine spinkle folk-sange et utraditionelt udtryk med syrede klangflader og hårde anslag på den akustiske guitar. Alligevel konkluderer han at: som en meditativ underlægning har Route Of The Belated sine egne kvaliteter. Men det virker som om, at Lasse Vestergaard har større ambitioner end at levere underlægningsmusikken til endnu et naturprogram om Grønland.
Jeg kan godt forstå, at produktionen kan virke overvældende, specielt for en plade med folket sange, men produktionen er først og fremmest udtryk for pladens tema om byen. Dernæst er det jo et forsøg på at ruske lidt i forestillingen om hvordan den akustiske guitar skal lyde.
Hvorfor skal det hele være organisk, varmt, akustisk og håndlavet? Hvorfor må det ikke være ambient, koldt, elektrisk og båndlavet? Vi har lavet en plade som ikke er hørt før, brugt elementer fra alle andre genrer og ladet os inspirere af alt, hvad vi begge to kan lide.
Gaffa betegner det som ambient folk, men skriver at som meditativ underlægning har det bedre kvaliteter, men så anmeld det da som det sidste...jeg er da ligeglad, hvad du kalder det!
Soundvenue bygger hele anmeldelsen på produktionen, hvilket er synd. Hvis man lytter til musik på den måde, begrænser man da sig selv og sine oplevelser.
Martin Loft / Skopet er derimod meget glad for produktionen og synes at Som lytter bliver man fængslet og lokket med på et grænseoverskridende og stærkt vanedannende og sanseudvidende trip. Dette er billedmusik, sansemusik, stemningsmusik og at Man drages ind i Vestergaard og Vincents vidtskuende, virkelighedsfjerne og vidunderlige verden.
Læs anmeldelserne og interviews:
’Route of the belated’ (GutterBabyRec)
Nøjagtig 32 minutter i drømmeland med den 29 årige aalborgensiske sangskriver Lasse Vestergaard. Ikke fordi musikken er søvndyssende eller uinteressant, men fordi fornemmelse og mix henfører os til et mere fabulerende, eksperimenterende univers end på de to forudgående udgivelser ’Tracks’ (2004) og ”Viva…and then some’ (2005). Dette springer os allerede i ørerne på første skæring ’Lost Uptown’ (om at fare vild i New York og finde noget andet og bedre, end hvad man var sat ud for at finde), hvor vokalen ligger fjernt og ekko-indsvøbt i horisonten af sangen. En heftig hybrid af folk og ambient. Mere straight pop-folk er næste track ’Nothing’s changed’ mens ’Below 5 degrees’ heldigvis vender tilbage til det mere svævende ambient element. En grundidé Lasse Vestergaard og producer/musiker Gæst Vincent måske burde have holdt sig konsekvent til uden for mange stilarts-svinkeærinder. Det minimalistiske og ambiente trækker nemlig musik og tekst i nye spændende retninger og puffer og provokerer Lasse Vestergaard som den habile singer/songwriter han er. Her betrædes ingen sikre stier – i f.eks. ’The Letter’ og ’Dog at your feet’. Som lytter bliver man fængslet og lokket med på et grænseoverskridende og stærkt vanedannende og sanseudvidende trip. Dette er billedmusik, sansemusik, stemningsmusik, der ikke kan høres som baggrundsmuzak, men kræver engagement af sin lytter. Derfor er det nok heller ikke det store købestærke mainstreampublikum Lasse Vestergaard her appellerer til, og respekt for det, men måske mere et undergrunds-kender-klientel, der gerne vil rystes og rykkes og have en ordentlig én på opleveren. ’Route of the belated’ kan bl.a. betyde: den der er blevet draget af nattens vej – og det er præcis hvad der sker. Man drages ind i Vestergaard og Vincents vidtskuende, virkelighedsfjerne og vidunderlige verden.
* * * * (4 ud af 5 stjerner) Martin Loft / Skopet
Route of the Belated - for megen mixertid?
Hvad gør man, hvis man som dansk singer/songwriter gerne vil forsøge at skabe sig et udtryk, der kan fremstå unikt og anderledes? Det spørgsmål må hovedmanden bag Route Of The Belated, aalborgenseren Lasse Westergaard, have stillet sig selv indtil flere gange. Og i samråd med sin musikalske sparringspartner Gæst Vincent, har han fundet frem til, at det er i krydsfeltet mellem det organiske og det elektroniske, at Rout of theBelateds numre fungerer bedst.
Der er ingen tvivl om, at Lasse Vestergaard både kan skrive og fremføre fine melankolske numre, men der slås hurtigt skår i glæden, når der gang på gang vælges at lade numrene indhylle i unødvendige effekter på både vokal og instrumentering. Et valg der alt for tydeligt påvirker det samlede lydbillede. Det grelleste eksempel findes på 'Dog At Your Feet', hvor underligt syntetisk klingende blæserfigurer konstant rumsterer i baggrunden. Det var sikkert tænkt som et finurligt pift men ender med at overskygge de andre elementer i nummeret.
Overordnet set bliver det således denne tendens til overproduktion, som ender med at definere den samlede oplevelse. Og det er ganske ærgerligt, for man fornemmer trods alt, at mange af disse numre sagtens ville fungere i et mere nedtonet lydbillede, hvor det naturlige fokus på melodi og tekst ville have haft langt bedre muligheder for at indfinde sig.
Erik Tygesen / Soundvenue
Interiew // Nordjyske Stiftstidende
Mellem storby og provins
Den store drøm for en musiker er først og fremmest at udgive et album.
For aalborgensiske Lasse Vestergaard var drømmen herefter at turnere i New York.
Det har han gjort syv gange, siden han lancerede sin første EP for seks år siden.
Selv om han med succes fik opfyldt sine første drømme, er de noget mere jordnære nu.
- Man skal huske på det, man går og drømmer om. Lige nu håber jeg, min nye CD finder sin rette hylde. Og ikke bliver helt væk blandt de over 2000 CD'er, der udgives hvert år, siger den 29-årige musiker.
Apropos jordnært sidder vi i køkkenet i det lille, lyse hus med tilhørende have i det sydøstlige Aalborg.
På køkkenbordet bag sangeren optager sutteflasker og kasser med modermælkserstatning pladsen.
En nært forestående udgivelse og et fuldtidsjob som folkeskolelærer afholder nemlig ikke sangeren og sangskriveren fra at nuppe tjansen som den moderne mand og tilbringe tre måneders barsel med datteren, Beate.
- Jeg mener, man får langt mere ud af at være der fra morgenstunden i stedet for at komme hjem til sit barn om eftermiddagen, forklarer han.
Og sådan er det langt hen ad vejen. Drømmene er ikke vidtfarende. Men kravet om at gøre det, han har lyst til, gælder i familielivet så vel som i karrieren.
- Jeg skriver ikke sange til publikum, men til mig selv, kommer det nonchalant fra sangeren.
Og så alligevel ikke.
- Hvis jeg skrev for andre, ville jeg få så meget præstationsangst, at jeg aldrig turde skrive noget, lyder fortsættelsen.
Bekymringen for modtagelsen fra publikum kommer først, når pladen er færdig. Eller ude af hans hænder, som han siger.
Men det lystbetonede i jobbet vinder alligevel over behovet for at sælge plader.
Derfor er alle hans tre plader lavet på forskellige måder. På den seneste, "Route of the belated", har han forsøgt at blande "folk" med elektroniske elementer.
- Jeg mister helt sikkert nogen på den her CD, men hvis man hele tiden spiller sikkert og ikke risikerer noget, så ender det med at blive rutine, siger han.
"Route of the belated" er en plade om byen. Både provinsen og en storby som New York. Om at lykken - eller ulykken findes begge steder.
Aalborgenseren har nemlig ikke rykket rødderne op og placeret dem i København, London eller, "hvor det ellers sker". Selv om han har boet i London og turneret i New York.
Og det til trods for store anmelderroser og turnéer, hvor han har delt scene med blandt andre den amerikanske græsrodssanger David Rovics, Grammy Award-vinderen Jesse Harris, der står bag flere af Norah Jones' numre samt danske Tue West.
-Jeg har da tænkt på at flytte, men det er her, jeg føler mig hjemme, og jeg kan sagtens forvalte min musik fra Aalborg.
På den nye CD har Lasse Vestergaard som noget nyt arbejdet sammen med flere prominente musikere. For eksempel Gæst Vincent som producent og Allan Doherty, der er solist på soundtracket til "Ringens Herre", på fløjte.
- Jeg har ikke været i Dublin for at indspille fløjten. Musikbranchen er ligesom verden blevet mere global. Det kræver bare en mail, så det er lidt klicheagtigt, at man absolut skal til København for at eksistere i den her branche, siger Lasse Vestergaard, der mener, folk har for travlt med at være på jagt efter noget nyt hele tiden.
- Jeg har boet i London, hvor jeg aldrig sov. Jeg kunne ikke finde ro. I Aalborg får jeg min inspiration, og der ville ikke være noget at skrive om, hvis jeg flyttede.
Meget af den holdning er afspejlet i "Route of the belated" - "Den forsinkedes vej".
For eksempel i "The letter", der handler om to venner, hvor den ene bliver, og den anden rejser ud. Uden, at han stiller sig til dommer og vurderer, hvilket valg der er det rigtige.
Vestergaard har en uge tilbage af sin barselsorlov. Derefter står den på promovering af pladen og jobbet som underviser af eventuelle nye musiktalenter. En vigtig inspirationskilde for musikeren.
- På engelsk hedder det "play music". Børn er gode til at "lege musik". Noget, vi andre desværre tit glemmer, smiler han.
.....Gaffas Jan Opstrup Poulsen misforstår som så ofte og vælger at prøve at formulere en genre, men spændende læsning, det er det:
Nordjysk sindighed transformeret til melodisk langsommelighed
At kalde numrene på Route Of The Belated for sange vil være lidt af en overdrivelse. Der er mere tale om musikalske stemningsbilleder med ophavsmanden Lasse Vestergaards døsige og bevidst fraværende vokal. Route Of The Belated er vel nærmest en ambient folk-udgivelse, hvor den nordjyske sanger og sangskriver forsøger at give sine spinkle folk-sange et utraditionelt udtryk med syrede klangflader og hårde anslag på den akustiske guitar. Det bliver til noget af en musikalsk smeltedigel, men det forekommer desværre helt uklart, hvor Lasse Vestergaard er på vej hen. Her hænger tågerne tungt over indspilningen, der kun momentvis giver luft og plads til de enkelte sange. Albummet lukker sig derfor om sig selv og sangskriveren og lyder for meget af stiløvelser hjemme på soveværelset. Men som en meditativ underlægning har Route Of The Belated sine egne kvaliteter. Men det virker som om, at Lasse Vestergaard har større ambitioner end at levere underlægningsmusikken til endnu et naturprogram om Grønland.
To stjerner // Jan Opstrup Poulsen / Gaffa
Gaffa og Soundvenue er ikke videre begejstret over Route of the Belated. Mens the Underdog, Skopet / martin Loft, kalder det en vidunderlig rejse. Der mangler stadig en del indtryk fra pressen som, vi selvfølgelig håber, kommer i nærmeste fremtid.
Anmeldelser og anmeldere kan være en sjov ting. Min egen frygt gik på at pladens sange måske kommer for vidt omkring, men det er altså produktionen, der får de største hug.
Soundvenue klantrer albummet for at være for overproduceret!
Dansk singer/songwriter leverer udmærkede numre, som dog langt hen af vejen overskygges af kraftig tendens til overproduktion. Og der fortsættes: Der er ingen tvivl om, at Lasse Vestergaard både kan skrive og fremføre fine melankolske numre, men der slås hurtigt skår i glæden, når der gang på gang vælges at lade numrene indhylle i unødvendige effekter på både vokal og instrumentering..(...) Overordnet set bliver det således denne tendens til overproduktion, som ender med at definere den samlede oplevelse.
Gaffas Jan Opstrup Poulsen er knap så forstående: Route Of The Belated er vel nærmest en ambient folk-udgivelse, hvor den nordjyske sanger og sangskriver forsøger at give sine spinkle folk-sange et utraditionelt udtryk med syrede klangflader og hårde anslag på den akustiske guitar. Alligevel konkluderer han at: som en meditativ underlægning har Route Of The Belated sine egne kvaliteter. Men det virker som om, at Lasse Vestergaard har større ambitioner end at levere underlægningsmusikken til endnu et naturprogram om Grønland.
Jeg kan godt forstå, at produktionen kan virke overvældende, specielt for en plade med folket sange, men produktionen er først og fremmest udtryk for pladens tema om byen. Dernæst er det jo et forsøg på at ruske lidt i forestillingen om hvordan den akustiske guitar skal lyde.
Hvorfor skal det hele være organisk, varmt, akustisk og håndlavet? Hvorfor må det ikke være ambient, koldt, elektrisk og båndlavet? Vi har lavet en plade som ikke er hørt før, brugt elementer fra alle andre genrer og ladet os inspirere af alt, hvad vi begge to kan lide.
Gaffa betegner det som ambient folk, men skriver at som meditativ underlægning har det bedre kvaliteter, men så anmeld det da som det sidste...jeg er da ligeglad, hvad du kalder det!
Soundvenue bygger hele anmeldelsen på produktionen, hvilket er synd. Hvis man lytter til musik på den måde, begrænser man da sig selv og sine oplevelser.
Martin Loft / Skopet er derimod meget glad for produktionen og synes at Som lytter bliver man fængslet og lokket med på et grænseoverskridende og stærkt vanedannende og sanseudvidende trip. Dette er billedmusik, sansemusik, stemningsmusik og at Man drages ind i Vestergaard og Vincents vidtskuende, virkelighedsfjerne og vidunderlige verden.
Læs anmeldelserne og interviews:
’Route of the belated’ (GutterBabyRec)
Nøjagtig 32 minutter i drømmeland med den 29 årige aalborgensiske sangskriver Lasse Vestergaard. Ikke fordi musikken er søvndyssende eller uinteressant, men fordi fornemmelse og mix henfører os til et mere fabulerende, eksperimenterende univers end på de to forudgående udgivelser ’Tracks’ (2004) og ”Viva…and then some’ (2005). Dette springer os allerede i ørerne på første skæring ’Lost Uptown’ (om at fare vild i New York og finde noget andet og bedre, end hvad man var sat ud for at finde), hvor vokalen ligger fjernt og ekko-indsvøbt i horisonten af sangen. En heftig hybrid af folk og ambient. Mere straight pop-folk er næste track ’Nothing’s changed’ mens ’Below 5 degrees’ heldigvis vender tilbage til det mere svævende ambient element. En grundidé Lasse Vestergaard og producer/musiker Gæst Vincent måske burde have holdt sig konsekvent til uden for mange stilarts-svinkeærinder. Det minimalistiske og ambiente trækker nemlig musik og tekst i nye spændende retninger og puffer og provokerer Lasse Vestergaard som den habile singer/songwriter han er. Her betrædes ingen sikre stier – i f.eks. ’The Letter’ og ’Dog at your feet’. Som lytter bliver man fængslet og lokket med på et grænseoverskridende og stærkt vanedannende og sanseudvidende trip. Dette er billedmusik, sansemusik, stemningsmusik, der ikke kan høres som baggrundsmuzak, men kræver engagement af sin lytter. Derfor er det nok heller ikke det store købestærke mainstreampublikum Lasse Vestergaard her appellerer til, og respekt for det, men måske mere et undergrunds-kender-klientel, der gerne vil rystes og rykkes og have en ordentlig én på opleveren. ’Route of the belated’ kan bl.a. betyde: den der er blevet draget af nattens vej – og det er præcis hvad der sker. Man drages ind i Vestergaard og Vincents vidtskuende, virkelighedsfjerne og vidunderlige verden.
* * * * (4 ud af 5 stjerner) Martin Loft / Skopet
Route of the Belated - for megen mixertid?
Hvad gør man, hvis man som dansk singer/songwriter gerne vil forsøge at skabe sig et udtryk, der kan fremstå unikt og anderledes? Det spørgsmål må hovedmanden bag Route Of The Belated, aalborgenseren Lasse Westergaard, have stillet sig selv indtil flere gange. Og i samråd med sin musikalske sparringspartner Gæst Vincent, har han fundet frem til, at det er i krydsfeltet mellem det organiske og det elektroniske, at Rout of theBelateds numre fungerer bedst.
Der er ingen tvivl om, at Lasse Vestergaard både kan skrive og fremføre fine melankolske numre, men der slås hurtigt skår i glæden, når der gang på gang vælges at lade numrene indhylle i unødvendige effekter på både vokal og instrumentering. Et valg der alt for tydeligt påvirker det samlede lydbillede. Det grelleste eksempel findes på 'Dog At Your Feet', hvor underligt syntetisk klingende blæserfigurer konstant rumsterer i baggrunden. Det var sikkert tænkt som et finurligt pift men ender med at overskygge de andre elementer i nummeret.
Overordnet set bliver det således denne tendens til overproduktion, som ender med at definere den samlede oplevelse. Og det er ganske ærgerligt, for man fornemmer trods alt, at mange af disse numre sagtens ville fungere i et mere nedtonet lydbillede, hvor det naturlige fokus på melodi og tekst ville have haft langt bedre muligheder for at indfinde sig.
Erik Tygesen / Soundvenue
Interiew // Nordjyske Stiftstidende
Mellem storby og provins
Den store drøm for en musiker er først og fremmest at udgive et album.
For aalborgensiske Lasse Vestergaard var drømmen herefter at turnere i New York.
Det har han gjort syv gange, siden han lancerede sin første EP for seks år siden.
Selv om han med succes fik opfyldt sine første drømme, er de noget mere jordnære nu.
- Man skal huske på det, man går og drømmer om. Lige nu håber jeg, min nye CD finder sin rette hylde. Og ikke bliver helt væk blandt de over 2000 CD'er, der udgives hvert år, siger den 29-årige musiker.
Apropos jordnært sidder vi i køkkenet i det lille, lyse hus med tilhørende have i det sydøstlige Aalborg.
På køkkenbordet bag sangeren optager sutteflasker og kasser med modermælkserstatning pladsen.
En nært forestående udgivelse og et fuldtidsjob som folkeskolelærer afholder nemlig ikke sangeren og sangskriveren fra at nuppe tjansen som den moderne mand og tilbringe tre måneders barsel med datteren, Beate.
- Jeg mener, man får langt mere ud af at være der fra morgenstunden i stedet for at komme hjem til sit barn om eftermiddagen, forklarer han.
Og sådan er det langt hen ad vejen. Drømmene er ikke vidtfarende. Men kravet om at gøre det, han har lyst til, gælder i familielivet så vel som i karrieren.
- Jeg skriver ikke sange til publikum, men til mig selv, kommer det nonchalant fra sangeren.
Og så alligevel ikke.
- Hvis jeg skrev for andre, ville jeg få så meget præstationsangst, at jeg aldrig turde skrive noget, lyder fortsættelsen.
Bekymringen for modtagelsen fra publikum kommer først, når pladen er færdig. Eller ude af hans hænder, som han siger.
Men det lystbetonede i jobbet vinder alligevel over behovet for at sælge plader.
Derfor er alle hans tre plader lavet på forskellige måder. På den seneste, "Route of the belated", har han forsøgt at blande "folk" med elektroniske elementer.
- Jeg mister helt sikkert nogen på den her CD, men hvis man hele tiden spiller sikkert og ikke risikerer noget, så ender det med at blive rutine, siger han.
"Route of the belated" er en plade om byen. Både provinsen og en storby som New York. Om at lykken - eller ulykken findes begge steder.
Aalborgenseren har nemlig ikke rykket rødderne op og placeret dem i København, London eller, "hvor det ellers sker". Selv om han har boet i London og turneret i New York.
Og det til trods for store anmelderroser og turnéer, hvor han har delt scene med blandt andre den amerikanske græsrodssanger David Rovics, Grammy Award-vinderen Jesse Harris, der står bag flere af Norah Jones' numre samt danske Tue West.
-Jeg har da tænkt på at flytte, men det er her, jeg føler mig hjemme, og jeg kan sagtens forvalte min musik fra Aalborg.
På den nye CD har Lasse Vestergaard som noget nyt arbejdet sammen med flere prominente musikere. For eksempel Gæst Vincent som producent og Allan Doherty, der er solist på soundtracket til "Ringens Herre", på fløjte.
- Jeg har ikke været i Dublin for at indspille fløjten. Musikbranchen er ligesom verden blevet mere global. Det kræver bare en mail, så det er lidt klicheagtigt, at man absolut skal til København for at eksistere i den her branche, siger Lasse Vestergaard, der mener, folk har for travlt med at være på jagt efter noget nyt hele tiden.
- Jeg har boet i London, hvor jeg aldrig sov. Jeg kunne ikke finde ro. I Aalborg får jeg min inspiration, og der ville ikke være noget at skrive om, hvis jeg flyttede.
Meget af den holdning er afspejlet i "Route of the belated" - "Den forsinkedes vej".
For eksempel i "The letter", der handler om to venner, hvor den ene bliver, og den anden rejser ud. Uden, at han stiller sig til dommer og vurderer, hvilket valg der er det rigtige.
Vestergaard har en uge tilbage af sin barselsorlov. Derefter står den på promovering af pladen og jobbet som underviser af eventuelle nye musiktalenter. En vigtig inspirationskilde for musikeren.
- På engelsk hedder det "play music". Børn er gode til at "lege musik". Noget, vi andre desværre tit glemmer, smiler han.
.....Gaffas Jan Opstrup Poulsen misforstår som så ofte og vælger at prøve at formulere en genre, men spændende læsning, det er det:
Nordjysk sindighed transformeret til melodisk langsommelighed
At kalde numrene på Route Of The Belated for sange vil være lidt af en overdrivelse. Der er mere tale om musikalske stemningsbilleder med ophavsmanden Lasse Vestergaards døsige og bevidst fraværende vokal. Route Of The Belated er vel nærmest en ambient folk-udgivelse, hvor den nordjyske sanger og sangskriver forsøger at give sine spinkle folk-sange et utraditionelt udtryk med syrede klangflader og hårde anslag på den akustiske guitar. Det bliver til noget af en musikalsk smeltedigel, men det forekommer desværre helt uklart, hvor Lasse Vestergaard er på vej hen. Her hænger tågerne tungt over indspilningen, der kun momentvis giver luft og plads til de enkelte sange. Albummet lukker sig derfor om sig selv og sangskriveren og lyder for meget af stiløvelser hjemme på soveværelset. Men som en meditativ underlægning har Route Of The Belated sine egne kvaliteter. Men det virker som om, at Lasse Vestergaard har større ambitioner end at levere underlægningsmusikken til endnu et naturprogram om Grønland.
To stjerner // Jan Opstrup Poulsen / Gaffa
Abonner på:
Indlæg (Atom)
